Huskeseddel til billedanalyse

 (Efter "huskesedlen" følger en mere udførlig analysemodel!)

 

  1. Hvilken type billede (genre) drejer det sig om? (Portræt, landskabsmaleri, reportagefotografi, reklame etc.) - Altså, hvilken funktion har været tilsigtet?
  2. Giv en kort beskrivelse af billedets motiv og tema: Hvad forestiller billedet, og hvilke situationer, handlinger og problemer drejer det sig om?
    1. Fortæller billedet en historie?

 

  1. Gør rede for kunstnerens synsvinkel (normal-, fugle- eller frøperspektiv) og afgrænsninger af motivet (beskæring). Altså, hvordan tvinges vi til at se på det afbildede? – Hvilken betydning har det?
  2. Beskriv billedets komposition (opbygning). Kom herunder ind på:

a.     de dominerende linjer (vandret, lodret, diagonal)

b.     billedcentrering (hvad er gjort til centrum i billedet?),

c.     motivdominanter (hvilke elementer/personer osv. er der lagt særlig vægt på?),

d.     kontrast- og parallelvirkninger

 

  1. Undersøg lys- og farvevirkninger: farvevalg, lys/mørke, modlys, medlys.
  2. Hvad siges der krops- og tingssprogligt [1] i værket?
  3. Overvej om der er symbolik i billedet. – Hvad bruges symbolikken til?
  4. Sammenfat det foregående ved at redegøre for billedets stemning (konnotationer [2] ).

a.     Kan billedet – som H.C. Andersens eventyr – forstås på flere planer?

  1. Formulér billedets værdisystem ud fra nogle overordnede begrebspar som feks.: natur/kultur, ’godt'/'ondt', pligt/lyst, arbejde/fritid, himmelsk/jordisk, mandligt/kvindeligt, privat/offentligt eller lignende.
  2. Perspektivering: Sæt billedet ind i en større kontekst, f.eks. kunsthistorisk, kulturhistorisk, materialhistorisk.

 

God fornøjelse

 



[1] Marmor udstråler f.eks. typisk kulde og hårdhed, ild udstråler varme og sensualitet. En hund ved sin herres fødder udstråler trofasthed osv.

[2] Konnotation : billedet og dets associationer/medbetydninger

Tak til P.Odel!

 

Billedanalyse

     

 

Komposition

 

Midten er ofte et kompositorisk samlingspunkt. De figurer
der er placeret i billedets lodrette midterakse har særlig indholdsmæssig
betydning.

Symmetri omkring midteraksen giver billedet et statisk præg. Venstre side kan normalt bære de tungeste og største flader uden at billedet vælter. Læseretningen er i vores kultur fra venstre mod højre.

Diagonalkomposition giver et billede dynamik.

Det gyldne snit: I stedet for at placere de vigtigste billedelementer
direkte i midten kan man forskubbe dem lidt. Fra antikken har man kendt formlen for det gyldne snit der siges at dele en linie eller flade på det
smukkeste sted. I en billedflade bliver der fire gyldne snit, og i deres
skæringspunkter kan vigtige indholdsmæssige elementer være anbragt.

Rum skabes i et billede ved at gøre nære ting store og fjerne ting små,
samt ved at gøre farverne koldere og mere slørede i baggrunden.

Forgrund, mellemgrund, baggrund er en inddeling af billedet i dybden.

Centralperspektivet har været vigtig for organiseringen af billedrummet lige fra renæssancen. Alle billedets indadgående linier(=ortogonaler) mødes i ét punkt: forsvindingspunktet. Det er væsentligt for billedets tolkning at finde dets forsvindingspunkt.

Opløsning af rumvirkningen sker i modernismen. Man kan lave "flade" billeder som i middelalderen eller lade hver ting i billedet have sit eget perspektiv.

Billedafskæring  
En kraftig beskæring af motivet kan være med til at understrege billedets karakter af et virkelighedsudsnit: Virkeligheden fortsætter der hvor billedet holder op. Når man derimod gengiver motivet ubeskåret, er dette med til at underbygge en opfattelse af billedet som et afsluttet hele der er noget andet og mere end en afspejling af virkeligheden.

 

Synsvinkel betegnelsen for betragterens stilling i forhold til billedets motiv.

  • Normalperpektiv er den neutrale synsvinkel, hvor betragteren er på højde med motivet. (Anvendelsen af normalperspektiv markerer en holdning til motivet?)
  • Frøperspektiv er en synsvinkel hvor motivet iagttages nedefra. Anvendelsen af frøperspektiv markerer en holdning til motivet.
  • Fugleperspektiv er en synsvinkel hvor motivet iagttages ovenfra. Anvendelsen af fugleperspektiv markerer en holdning til motivet.

Bevægelse. Når man taler om begrebet om bevægelse i et billedet, har det ikke umiddelbart noget at gøre med om billedet viser et motiv i bevægelse.

Statisk. Et statisk billede hviler kompositorisk i sig selv. Symmetri, regelmæssige former som cirkel og kvadrat giver ro.

Dynamisk. Uregelmæssige former og diagonallinjer skaber spænding og uro.

Rytmisk. Når bestemte former i et billede gentages med variationer, taler man om rytmisk bevægelse.

Lys
Naturligt lys fra himlen giver normale slagskygger og egenskygger. Slagskygge er den skygge, ting kaster på jorden, og egenskygge er de skyggevirkninger, lyset skaber på tingene, som er med til at tydeliggøre tingenes form i billeder. Begge former for skygge markerer tydeligt, hvorfra lyset kommer. 

Farver

Grundfarverne gul, blå, rød er de farver alle andre farver er dannet af.
Blandes grundfarverne indbyrdes, får man de sekundære farver orange, grøn og violet. Ved at blande disse seks farver indbyrdes opnås de øvrige nuancer. Vær også opmærksom på sort/hvide billeder. Komplementærkontrasten er den størst mulige farvekontrast. Billeder hvori der arbejdes med de farver der ligger længst fra hinanden i en farvecirkel: Blå/orange - gul/violet - rød/grøn - virker stærke og ofte glade. Varm farveharmoni dannes af gul-rødlige farver. De varme farver kan bruges til at udtrykke varme følelser, erotik eller glæde. Kold farveharmoni dannes af blå-grønne farver. De kolde farver kan bruges til at udtrykke kolde følelser eller noget sagligt, nøgternt. Farvesymbolik forekommer i bestemte billedgenrer og en farve kan have mange betydninger, så man må se nøje på sammenhængen. Farvesymbolikken i moderne reklamer er som regel let at afkode, for den er beregnet for moderne betragtere. I et gammelt billede kan det være sværere at afgøre om en farve fungerer symbolsk.

Kropssprog  
Ved en formel billedanalyse er det også vigtigt at bemærke eventuelle personers kropssprog. Læg især mærke til ansigtets (-ernes) udtryk/"mimik".

  • Lukket kropssprog betyder, at personerne med arme, ben og ansigtsudtryk markerer at de lukker af for omverdenen.
  • Åbent kropssprog betyder at personerne markerer åbenhed og imødekommenhed over for verden og eventuelt andre personer i billedet.

Personernes placering i forhold til hinanden

Bestem evt. antal, alder køn, påklædning etc. Derefter kan man undersøge personernes placering i forhold til hinanden og i forhold til omgivelserne dvs. i hvilket rum de udfolder sig i. Er personerne placeret tæt ved hinanden, betyder det også nærhed i overført betydning. Er de placeret langt fra hinanden, har de ikke meget med hinanden at gøre - eller er de måske endda fjendtlige over for hinanden. Blikretningen har stor betydning i denne sammenhæng. Vær opmærksom på eventuelle modsætningspar såsom:
mand/kvinde - overklasse/underklasse - ung/gammel -
magt/afmagt (styrke/svaghed) etc.

 

Fortolkning / budskab

Under og især efter en formel analyse af et billede er det en fordel med en kunsthistorisk viden til periodens billedsprog, dvs. hvordan man på det givne tidspunkt plejer/plejede at give billedmæssigt udtryk for bestemte ting. Se på: Hvad/hvem billedet forstiller - i nogle tilfælde vil det ud fra billedteksten være indlysende hvad /hvem billedet forestiller. I andre tilfælde kan der være behov for en nærmere undersøgelse.

Billedets historie  
Har man identificeret ting og personer, bliver det næste skridt at afgøre, hvad der egentlig foregår på billedet. Mange billeder kan opfattes som illustrationer af en hændelse eller et hændelsesforløb. Man kan da spørge hvad der er gået forud for situationen på billedet, og hvad der evt. vil følge efter.

Symboler og tegn
En præcis beskrivelse af billedets motiv og fortælling vil ofte forudsætte en fortolkning af billedets symboler og tegn - ikke kun de egentlige symboler, men også den betydning der ligger f.eks. i ansigtsudtryk, bevægelser, gestik, attituder, placering, størrelsesforhold, kontakt, særlig farveanvendelse og anvendelse af lys/skygge.

Billedets budskab  
Vi er nu ovre i det mere generelle spørgsmål om billedmagerens hensigt med billedet som det fremgår af det samlede billedudtryk. I nogle billedtyper som f.eks politiske karikaturtegninger er budskabet ret entydigt. Andre billeder er flertydige, enten fordi billedmageren har søgt "objektivt" at registrere virkeligheden, eller fordi han/hun har gjort sit arbejde åbent for flere fortolkninger.

Afsender / modtager
Endelig kan man søge nærmere at bestemme billedets funktion/hensigt. Hvem er afsender af billedet? Er det kunstneren eller løser han/hun blot en bunden opgave? Hvem er billedet beregnet for? har det været tiltænkt et snævert publikum, privatlivet eller offentligheden? Hvad er billedet beregnet til? Har det skullet pynte, præsentere, minde om, meddele, overtale eller provokere.

Historisk sammenhæng/ideologi
Bestemmelse af de menneskelige- og samfundsopfattelser, der ligger bag det billedmæssige udtryk, og placering af billedet i dets samfundsmæssige sammenhæng. Man kan se materialet i forhold til andre billeder og tekster. Men kan udlede de oplysninger der ligger ud over, hvad billedmageren bevidst har villet fortælle, de værdiforestillinger og holdninger der sætter sig igennem bag om ryggen på billedets afsender. Hvad siger billedet om billedmagerens ofte ubevidste grundopfattelser og i hvilket omfang er disse grundforestillinger udtryk for en bestemt tid og/eller samfundsgruppe?