Romantikken er en kunstnerisk bevægelse i Europa i første halvdel af 1800-tallet. Den fokuserer mere på fantasiens, "Anelsens" og følelsernes forrang i reaktion mod den fornuftsdyrkelse, der var fremherskende i tiden fra 1750 til 1800. Centralt står dyrkelsen af naturen som et rum, hvor det sublime og det guddommelige kan sættes i scene. Naturen tilbyder et andet rum "for de sjældne få, der vor gave forstå". Det var i høj grad kunstnerne, der forstod denne gave eller indvielse. Og i forlængelse heraf kan man se selve geni-opfattelsen. Den romantiske kunstner var et geni, en særligt udvalgt, der havde adgang til dimensioner og sammenhænge i tilværelsen, som almindeligt dødelige ikke havde. Kunstneren besad i kraft af sin forestillingsevne, sin fantasi, en skabende kraft, der næsten ophøjede ham til en slags minigud. Dette erkendelsesniveau når kunstneren vel at mærke ikke via sin rationalitet, men netop via de romantiske "sanser" som anelse, intuition, fantasi, drøm etc.