Historisk metode. - Kildekritik.  

Ved arbejdet med historisk materiale ( kilder m.v. ) er det væsentligt at gå metodisk til værks, således at man får mulighed for at vurdere kildens indhold og holdbarhed.

1. Ophavssituationen:

• Hvem har frembragt kilden ?
• Hvornår er den blevet til ?
• Hvor er kilden blevet til ?
• Hvorfor er kilden frembragt ? Meddelelsens hensigt. 
• Hvordan er kilden blevet os bekendt ? ( Overleveringen )

I praksis vil disse spørgsmål ( på nær hvorfor ) nemt kunne klares, idet de fleste kildehæfter bringer disse oplysninger. Det centrale spørgsmål om hvorfor, er det nødvendigt at overveje, for at være i stand til bedst muligt at analysere indholdet.

2. Indholdsanalysen

Løsningen og fortolkningen af en kildes indhold afhænger af flere ting:

• Kendskab til hvad kilden er, jvf. ophavsbestemmelsen
• Kendskab til den tid kilden hører hjemme i.
• Kendskab til de forhold, som kilden beskæftiger sig med.
• Ud fra dette kendskab kan man stille spørgsmål til kilden om det man ønsker viden om. Ofte vil det vise sig, at svarene ikke er fyldige nok eller ikke kommer. Til gengæld har man så en fornemmelse af, på hvilke områder indenfor emnet man mangler viden, - og kan således gå i gang med at opsøge mere viden om emnet/området inden man vender tilbage til kilden.
• De spørgsmål der stilles til kilden er afgørende for, om den anvendes som levn eller beretning. ( Man taler om det såkaldte funktionelle kildebegreb, hvor det er vores anvendelse af kilden, der afgør om den er det ene eller det andet )

Kilder som beretning.

• Hvis kilden anvendes som beretning skal man huske på, at der er skubbet en eller flere personer ind imellem det emne kilden omhandler og læseren. ( Dette gælder selvsagt også, når vi læser historiske fremstillinger ). Konsekvensen af dette er, at når kilden anvendes som beretning, må man overveje, om kilden er førstehånds- eller andenhånds i forhold til det, der omtales i den. Her kan svarene på spørgsmålene om ophavssituationen inddrages.
• Har vi flere kilder til samme emne må vi også interessere os for deres ophavssituation og vurdere hvilke(n) kilde(r), der kommer tættest på i tid og sted i forhold til den det emne, den/de omhandler. Endvidere må det undersøges om de er indbyrdes afhængige af hinanden. Her bruger vi distinktionen primær eller sekundær.
• Endvidere bør man tage stilling til om den har en bestemt tendens i den måde den anskuer sit emne på. I den forbindelse kan det også være værd at lægge mærke til om der er nogle forhold, som kilden mod forventning ikke omtaler. Tavshed kan nemlig være meget talende !

Kilder som levn

• Når vi stiller spørgsmål til den situation, kilden blev til i og som den er en del af, anvendes den som levn. Der er ikke skudt et led ind imellem os og fortiden som ved beretninger - kilden ER fortiden - og vi kan heller ikke stille de spørgsmål til kilden, som vi gør når vi anvender den som beretning.

3. Brugbarhedsbestemmelsen.

Oftest er de kilder vi arbejder med udvalgt på forhånd af læreren eller materialets forfatter, således at det må formodes, at det på forhånd er vurderet, at kilden kan bruges til at belyse et givet emne. Man bør dog altid overveje, om man synes at materialet er velegnet til at besvare de spørgsmål man har. Hvis svaret er nej, er det en god ide at prøve at præcisere hvad man savner svar pЕ, og med dette udgangspunkt søge andet materiale.

Ovenstående tilgang til arbejdet med historie kaldes Historisk metode. Den kan ( og bør ) ikke kun anvendes i forhold til "kilder", men selvsagt også i forhold til de fremstillinger vi læser, eller avisartikler osv. F.eks. kan to fremstillinger af samme sag være vidt forskellige. Ved at arbejde metodisk med dem, vil man ofte kunne afdække baggrunden for dette, ligesom det ofte bliver muligt selv at drage en konklusion om hvilken fremstilling, der virker mest sandsynlig.