Den første tekst er en sang, skrevet af A. Recke i 1849:

I Natten klam og kold bag Fredericia Vold forventningsfuld og tavs staar Danerhæren bold;

paa Gaden er strøet Halm, man hører Fjendens Malm, der tordner gennem Byen og gør Luften kvalm.

Soldatens hjerte banker,
han ved jo, han skal frem

han beder til Vorherre —han tænker paa sit Hjem.
Da lyder Bülows Bud:
"Soldater, vi skal ud! at kæmpe for vor Konge og vort Land med Gud!"

Hvad hjælper Bajonet?
Den tages ej saa let,
den skanse hist,
som palisander kranser tæt
Læg dine Skuldre til,
saa har vi vundet Spil,
den Vej jeg maa, men ak,
den dog ej lykkes vil.
Hvi standser I, Soldater
Er Eders Mod nu brudt?
-Hr.Løjtnant, ak nej -men
man siger, Rye er skudt.
Saa stormer vi på ny,
trods Sabelhug og Bly,
se, nu er skansen vor,
og vi har hævnet Rye

Oberst S. Vaupell: Fredericiaslaget (Om 6. juli) 3. oplag 1892.

· . . På vejen derhen faldt hans hest. Han fortsatte vejen til fods, indtil han kom til den plads, hvor Espignolerne stod og vedligeholdt en levende ild på de fjendtlige kæder og sluttede troppe, som herved flere gange nødtes til at sprede sig. Af major Meincke fik generalen en hest og red derpå med kom­pagniet Buhl frem mod Ryttergrøften, hvor fjenden havde sat sig fast. Atter blev hesten skudt under generalen, som bestandig op­muntrede skytterne til at kaste fjenden; han gik derefter videre  til fods og faldt kort efter. Sit banesår fik Rye på højre fløj af  Carlsens kæde. Et skud traf ham i 1året og et andet i underlivet, omtrent kI. 3

morgen Han udåndede i armene på  løjtnant Carlsen som dog ikke kunne blive hos ham, da
hans pligter som fører ikke tillod ham at forlade sine folk, som fjenden angreb med heftighed.............
....Til general Bülow, som opholdt sig i Danmarks Bastion til højre for Kongens Port, kom der besked om, at Ryes tropper var standset og måtte have forstærkning. Generalen gav øjeblikkeligt befaling til 8. bataillon og det 24-pundige granat-halvbatteri Tillisch at rykke frem til brigadens understøttelse og sendte en af sine adjudanter, Løjtnant O. Vaupell , med bud herom til Rye....

  
                                                            Natten mellem den 5. og 6. juli. Efter at                  
                                              2 heste var skudt under ham, skal han, gå­-
                                              ende ti1 fods bag sin brigades slaglinie, være bleven                                               ramt af et skud i benet eller låret, og
                                               efter at han var falden til jorden af dette,
                                               blev han dræbt af en anden kugle, der gik
                                               gennem underlivet opad ...

  Kaptajn Chr. Aug. Fjeldstrup, løjtnant i
        5. reservebatl. 1. komp. fortæller:

  ... men pludselig kommer jeg  ind i en rug-   
  mark og fandt en generals lig. Jeg løber 
  straks hen til oberst Arenfeldt og melder det;        
  han kendte ham ikke straks, men knappede         
  frakken op og så hans guldur med navn og             
  udbrød: så, Gud, det er general Rye, han
  må ikke ligge uden vagt — ti stille, Fjeldstrup,
  men bliv her, til jeg sender afløsning!" Jeg
  skammer mig ikke for at sige, at tårerne løb
  os begge ned ad kinderne.          

                         
                                                          ... Mm vej faldt først gennem Kastellet.
                                              hvor bygningerne lå fulde med døde. I følge                    
                                                          med en anden kom jeg derpå til Danske Kir-                      
                                                          ke, hvor der var en masse fanger, lutter                             e
                                                   slesvig-holstenere med fæle ansigter. De hav-              
                                                          de efter sigende opført sig som slyngler.               
                                                          Blandt flere eksempler på deres underfundig-         
                                                          hed kan anføres, at i et batteri, hvor besæt-                  
                                                          ningen havde bedt om pardon, fyrede den i
                                                          samme øjeblik på de danske; følgen heraf                            
                                                          var naturligvis, at de alle blev nedsablede
                                                         På vejen fra kirken mødte vi rektorens pige, som spurgte, om vi
                                                         ville  se Rye. Vi fulgte da med hende ind i Latinskolen og så ham
                                                         ligge lig i det lille værelse inden for rektors hjørnestue. Uden
                                                          foranledning fra vor side tog pigen uniformen til side og blottede
                                                         hans bryst for at vise os, hvor han var såret. Fra den ene skulder til
                                                         den modsatte hofte bar han en ca. 3 tommer bred guld safiansrem
                                                         med smalle røde kanter og neden for denne, midt på brystet,
                                                        fandtes såret, men i øvrigt var der ikke spor af blod at se.

I.    Blichfeldt fra Ryes brigade fortæller  om 6.    juli om aftenen (dagbogsnotat):

Jeg gik så til vedkommende kommandant og fik en skriftlig tilladelse, som jeg måtte forevise skildvagten, der stod ved indgangen (til katolsk kirke). Jeg fik lov til at passere.

For at komme ind ad døren, der er for enden af kirken, måtte man træde på døde kroppe, hvoraf den sidste (en tysk jæger) lå med benene ud ad døren. Det viste sig, at hele kirken lå fuld af døde lige op til stoleryggene, hvorpå jeg så  måtte entre fra den ene til den anden og over prædikesto1en ind i koret, hvor der lå 10 officerer, 5 på hver side, min  bror øverst til højre, og på alteret vor kære general Rye.

(Chr. von Jessen: Dengang jeg

drog af sted. Udg. 1948. Gyldendal)

Om den 6. juli 1849 skriver en sekondløjtnant, som var inspektionshavende ved begravelsen i

krigergraven:

Det var en uhyggelig  vognfærdsel af de med døde mennesker fuldt belæssede vogne gennem byens gader. En stor del anbragtes i katolsk kirke. General Ryes lig blev fra val­pladsen bragt  ind på Latinskolen og derfra næste dag i kiste til Michaelis Kirke. Mange endnu levende borgere fortæ1ler, at de så den døde general, liggende under vagt i åben kiste i den store klasse i Latinskolen   Han var iført en skindunderklædning. og på benklæderne i lysken bemærkedes et rødrandet hul af den geværkugle, som blev hans bane ...

>6. juli 1849—99<. Festskrift udg. 1899

Ikke alle begivenheder kammer i historiebøgerne, men flere steder kan man læse om Ryes død. F. eks. I Nicoline Helms: Danmarks historie (20. udg. 1954):

Snart efter var slaget i gang ved fjendens skanser, som de danske søgte at storme. Mange steder var kampen hård; hårdest var den ved  »Treldeskansen”  Den ville Rye tage, og den blev forsvaret af en af slesyigholstenernes dygtigste officerer. Gang efter gang stormede de danske soldater, men de blev kastet tilbage, og mange faldt. To gange blev hesten skudt under Rye; til sidst 1øb han frem til fods, kaldte og opmuntrede, og end­nu en gang stormede hans soldater, men da ramte en kugle ham. En løjtnant fandt den døende Rye og løftede ham lidt op, så han i sit sidste blik kunne se, at fjenden veg. Da solen stod op, var skansen taget og fjenden drevet på flugt.

Det blev en stor sejr. De danske tog en mange fanger og desuden kanoner og andre våben, vogne, telte osv., alt det, fjenden ikke kunne tage med sig på flugten. Men sejren var dyrekøbt; der var faldet mange. Mest sørgede soldaterne over, at Olaf Rye var død. Senere sagde de om deres faldne kammerater, at de var gået til Ryes brigade