Kære 1 c

Velkommen til dansk-undervisningen

Dansk er et fag på A-niveau og I skal ha’ det i alle de 3 år, I går her

Som for alle andre fag er der nogle regler for undervisningen. De findes i "Bekendtgørelsen for udd. til studentereksamen." Det, der har med dansk at gøre, fylder 5 sider, så jeg nøjes med nogle hovedpunkter.

Danskfaget beskæftiger sig med tre hovedområder:

Litteratur – Sprog – Medier

Litteraturen fylder mest! I skal i løbet af de tre år lære hovedtrækkene af den danske litteratur at kende. Den danske litteratur begynder for ca. 1000 år siden. Vi skal også arbejde med verdenslitteraturen samt svensk og norsk. Ud over at læse litteratur, skal I også læse om litteraturen f.eks. i en litteraturhistorie, som I får senere. I skal læse mindst 7 værker – nogle af dem skal I læse for jer selv eller i mindre grupper , andre læser vi i fællesskab. Der er 14 forfattere – fra Holberg i 1700-tallet til Rifbjerg, der stadig lever, som skal indgå i arbejdet med mindst én tekst af hver.

Medier: Vi skal arbejde med både trykte og elektroniske medier. Det kan f.eks. være aviser, reklamer, tv-nyhedsudsendelser, tv-serier.

Sprog: I skal her i grundforløbet ha’ et særligt forløb, der hedder Almen Sprogforståelse. Det bliver i et samarbejde mellem latin-læreren, en sproglærer og dansklæreren. I vil få en bog, når vi skal i gang med forløbet. Det bliver lige efter efterårsferien. I skal f.eks. lære noget om sproghistorie, grammatik, ordklasser, syntaks og meget mere! Vi vil arbejde videre med forskellige sproglige emner i alle 3 år, ofte integreret med læsningen af litteraturen og medier.

IT: Vi vil undervejs jævnligt inddrage IT i undervisningen. Det kan være forløb, jeg har lavet eller det kan være præsentationsprogrammer, som I skal bruge, når I skal fremlægge ting og sager. Desuden vil vi bruge skolens konference-system: Skolekom, hvor I har en særlig mappe til dansk.

Indtil midt i januar er I jo i gang med grundforløbet. Da det kan ske, at nogle af jer vælger en anden studieretning – og altså skal ind i en ny klasse, har dansklærerne aftalt, at vi beskæftiger os med de samme emner i grundforløbet, sådan at det ikke skulle blive noget problem at skifte klasse. Desuden er der i bekendtgørelsen en række krav til undervisningens indhold i det første halve år.

Her er planen for undervisningen i grundforløbet

Basiskursus i skriftlig fremstilling. Begreber og metoder, der har betydning for skriveprocessen. Det starter vi med straks!

Dansk indgår som nævnt med latin og et sprogfag i Almen Sprogforståelse. Dette kursus skal vi bruge 10-12 dansktimer på. Og det starter som nævnt efter efterårsferien

Dansk vil indgå i et eller flere af de forløb I skal have i Almen studieforberedelse.

Vi skal ha’ et forløb om epik! Det vil blive et forløb, hvor I kommer til at læse nogle noveller, især nyere. I vil herunder også få en analysemodel, som indeholder en række begreber, I skal lære at kende.

Et forløb om mundtlighed – kaldet retorik. Her skal I lære noget om at lave mundtlige oplæg.

Håber på et godt samarbejde med jer. Mit navn er Leif Schou Jensen ( forkortet SJ)